søndag den 9. september 2012

Min første tid i Japan


Hejsa allesammen! 
Det er helt underligt at skrive på dansk, hvordan har I det allesammen? Jeg har det rigtig godt. Lige nu sidder jeg inde i stuen (på gulvet selvfølgelig, de har nemlig ingen sofa). Min værtsfar, Harutoshi, hjalp mig med at få min egen bærbar sluttet til deres internet, så jeg kan skrive Æ, Ø og Å, yes! Det gør bare at skrive så mange gange lettere. I dag er det søndag d. 9. september, så jeg har været i Japan i 3 uger præcist. Tiden er virkelig fløjet af sted, og der er bare sket så mange ting, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. Jeg begyndte i skole lørdag d. 1. september, og ja, jeg går i skole hver eneste lørdag, det kommer til at tage noget tid at vende sig til! Min klasse er 1.F, det er en musik klasse, men fordi nogle af fagene er meget svære, får jeg lov til at stikke af, og deltage i kunst og kalligrafi klasserne også fra næste uge af, det bliver rigtig dejligt! Min klasse er helt fantastisk, alle er så søde og nemme at tale med, og jeg har allerede fundet en gruppe af piger, jeg går rundt sammen med. Skolen starter kl. 8:25, men for mig er der en 30 minutters togtur, og en gåtur på ca. 15 minutter til skole, så jeg står op kl. 6:10. Det er lidt svært for mig at følge med i undervisningen på skolen, fordi der er alt for mange svære kanji tegn, og lærerne snakker virkelig hurtigt. Vi har matematikprøve i starten af hver eneste matematiktime, og selv det er svært at lave, for jeg forstår ingen af spørgsmålene. Men i går gættede jeg på hvad spørgsmålet var, og så var det rigtigt! Læreren roste mig meget, og det gjorde mig rigtig glad. Skolen slutter kl. 15:10 (det er det der står på skemaet, men faktisk er det nærmere halv), og efter skole tager stort set alle til klubaktiviteter. Jeg er ikke medlem af en bestemt klub endnu, indtil videre, har jeg været i filmklubben, og i te ceremoni klubben. Jeg klikkede virkelig godt med dem i te ceremoni klubben, vi snakkede om film og musik, og mig og en anden kan begge li' den samme skuespiller, de blev ved med at sige "Nihonjin desu yo!", som betyder: "Hun er japaner!" det var rigtig hyggeligt, og teen og kagerne var virkelig lækre. Klubaktiviteter varer til 6-7 tiden, men nogle gange bliver jeg nødt til at tage hjem lidt før, for at være med til Hippo-aktiviteter. Hippo er den japanske organisation jeg rejser med, det er en klub, hvor man synger og danser, mens man snakker forskellige sprog. Det er nemt at få venner i Hippo, fordi alle er så udadvendte og nysgerrige. Det dårlige er bare at ens venner tager af sted til andre lande, og bliver der i et år. En af mine gode venner tager af sted til Spanien i den her uge, og min værtsøster er lige taget af sted til Tyskland. Hippo slutter ca. 9:30, så som I nok kan høre, så har jeg meget travlt! Så er der også lektier, og japanske elever tager også af sted til ekstraskole om aftenen, for at kunne komme ind på at godt universitet. Og alligevel er de altid meget imødekommende og søde, jeg ved ikke hvordan de gør det. 

Hvordan er vejret i Danmark nu? I Japan er det stadig omkring de 34 grader hver dag (prøv at have idræt i direkte solskin i den her varme....). Derfor er det ord jeg hører (og siger) allermest i Japan også: "Atsui!!!" på dansk: "Hvor er det varmt!!!" 
Alt er virkelig anderledes i Japan, selv ting som mælk og vand smager fuldstændig anderledes. Til morgenmad spiser vi aftensmaden fra aftenen før, og nogle gange laver min værtsmor pizzaflutes, tun eller hotdogs (plus ris selvfølgelig). 

Jeg kunne skrive meget mere, men det er ved at blive sent, og jeg skal i skole i morgen, der er snart Matsuri (festival) så der er mange forberedelser. Der er også snart sportsdag, og jeg skal spille dogde ball (stikboldt?), jeg fortæller jer hvordan det går! Og nå ja, som I nok har set, så har jeg også fået min skoleuniform. Den på billedet er min sommeruniform, jeg har også fået en vinteruniform, sporttøj med mit navn skrevet med katakana シモーネ, og en taske. Min værtsmor og min værtslillesøster gav mig også et navn skrevet med kanji 志桃子, det er tegnene for "hjerte", "blomme" og "barn", jeg synes det er rigtig sødt (:

Nå, nu må det være tid til billeder! :D

Vi så baseball i Seibu dome, min værtsfamilie ELSKER baseball, vi hører det hver dag i radioen, og ser det i fjernsynet. Stemningen i salen var helt vildt fed, alle spillerne har deres egen sang, og når alle sang med, lød det virkelig fantastisk. 

Hippo familie klub, sammen med en masse andre udvekslingsstudenter, og ja, en masse japanere. 

 -HIMLEN -
Det tog al min selvkontrol ikke at købe det hele, seriøst. 

På shoppingtur i Shinjuku sammen med min værtfar, jeg elsker Tokyo! :D

Smukke, smukke Tokyo

Min værtfamilie og jeg i Narita lufthavn. (Fra venstre: Hiromi, Misuzu, Harutoshi, Misaki, Simone)

Det var det for denne gang, jeg vil se om jeg snart kan få skrevet igen, husk allesammen at skrive hvordan det går i Danmark i kommentarerne, og hvad i går rundt og laver.

Tusind kram og kys fra Simone (: